»Det her kan selvfølgelig lyde lidt dramatisk, men når socialdemokraterne går i regering med højrefløjen, og Mette Frederiksen siger, at det er deres værdifællesskab nu, så er det jo en grundlæggende omkalfatring af det politiske landskab i Danmark. De har jo ligesom meldt sig på modstanderholdet, og det bekymrer mig ad helvede til«, siger Pelle Dragsted.

Bekymringen går dels på den førte politik med afskaffelse af store bededag, skattelettelser, nølende klimaindsats og »en eksistentiel trussel mod velfærden«. Og så går den på, at Socialdemokratiets »svigt« ved at indgå i »et teknokratisk samarbejde« kan føre til røde vælgeres desillusion og frafald eller sivning til det yderste højre, som man har set i udlandet.

Han har opstillet fire pejlemærker, som han mener, at Enhedslisten og venstrefløjen bør fokusere på. Det gælder klassekamp, grøn omstilling, tilbageerobring af frihedskampen og tæt samling i den røde blok.

Apropos ulighed, så havde jeg en lidt spøjs oplevelse i bussen for et par måneder siden. Jeg var selv på vej hjem fra jobcentret, efter at have ansøgt om uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge), og nær mig sad en mand og talte om at han havde været til ansættelsessamtale og aftalt løn. Han havde bedt om 85.000 kr., og det mente arbejdsgiveren var alt for lavt, så til sidst endte de vidst på 120.

Det er ikke fordi jeg ikke kan unde nogen at tjene 120.000 kr. om måneden, eller 500.000 kr. for den sags skyld, men hold da op hvor må vi leve i forskellige verdener, og dét er uretfærdigt. Ikke de dyre biler eller alle udlandsrejserne, men det at kunne spare op til pension, og det at have bedre adgang til for eksempel sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, eller om ikke andet at kunne betale selv, når de offentlige tilbud er utilstrækkelige.