Jeg har haft en lorte uge, faktisk i det hele taget måned, nej faktisk et års jubilæum elendighed.

jeg vil oprigtig gerne ringe til livslinjen, men er virklig bange for at de vil spore mig og overvåge mig konstant bagefter. Ved ikke hvor frygten kommer fra?

Jeg har ikke sovet mere end 3-4 timer i gennemsnit pr. dag i den her uge.

Ungerne er afsat ved mormor og morfar, konen er ude med veninderne og den bette. Jeg nyder en kop kaffe og solen bryder frem.

Det gav også lidt tid til at følge op her inde. Ærligt, så savner feddit når det hele går stærkt. Hvor er det godt vi har et forum hvor mange (især jeg selv) kan føle sig trygge til at udtrykke sig, selv når livet giver knuder, ensomheden fylder mest og det kan føles som et bjerg der skal bestiges, før den første følelse af hjælp er i nærheden. 💛

Også endnu engang tak til super gruppen af mods for at holde det her kørende!

Selv på en god dag med kaffe og sol, kan der være meget på spring under overfladen. Det er der en del af os der kender til, og netop derfor gør disse tråde en forskel, at man kan skrive det som det er, uden at skulle pakke det ind først.

Edit. Nåår ja, har droppet Zetland, Information og DR nyheder nu. Jeg får ikke nok positivt ud af det mere. Den tid jeg bruger på det, er byttet ud med bøger, mere spille musik også glæder jeg mig til efterårets nye spil Transport Fever 3 og opdateringer/DLC til CK3, WarTales og Vic3 ... 😅

Jeg fyldte 40 denne uge. Jeg går ikke rigtig op i fødselsdage og vil helst ikke fejre min, så det blev kun til lidt god mad med en smule familie og et par venner.

Men dagen markerede samtidig 40 år som single. I 40 år har jeg aldrig formået at finde kærligheden. Så denne uge har ikke været så god mentalt. Føler mig som en kæmpe taber der ikke kan formå noget som næsten alle andre kan. Jeg burde nok bare helt opgive håbet, for skuffelsen bliver kun større for hvert år der går.

Jeg har været tilbage på arbejde i fire uger efter min ferie efterhånden. Det føles dog nærmere som fire måneder, for der er blevet ekstremt travlt i min afdeling siden starten af august. Vi sidder med mange tunge sager lige nu, som kommer til at tage lang tid at håndtere. Samtidig kommer der utallige afbrydelser fra andre afdelinger, som har forespørgsler relateret til sagerne. Så jeg føler efterhånden at jeg ikke rigtig når noget, for lige så snart at jeg går i gang med noget, så kommer der en anden hastesag ind fra højre.

Puha, jeg kunne godt bruge en uges ferie mere snart...

Efter jeg skiftede arbejde for et års tiden, så har jeg arbejdet 99,9 % hjemme fra, og hold nu op hvor er det skønt. Jeg har slet, slet ikke lyst til at skulle tilbage til noget kontor lige foreløbig, men det har også betydet en stor lønnedgang, og vores økonomi er absurd presset for tiden.

Ikke at have så mange penge gør mig egentlig ikke så meget, men den efterhånden konstante usikkerhed om hvorvidt vi kan betale vores regninger når vi rammer den 1. i måneden, den er en smule angstprovokerende.

Vi prioriterer altid helbredet over økonomien herhjemme, og mit jobskifte var for at passe på mit helbred. Men nu er skiftet og nedgangen i løn også ved at være lidt hårdt for min kone og mig.

Det er en ambivalent tid hvor jeg ikke har nogen penge, ikke kan passe mit tøj længere (hjemmearbejdet har sat sig lidt på livvidden) og ikke rigtig har råd til at købe noget nyt (vægttabet er sat i gang), og så skal jeg rende rundt til konferencer og arrangementer i et for lille corporate suit og snakke med folk som er meget længere fremme i karrieren end jeg er.

Så er jeg presset på overskuddet i dagligdagen, fordi vi samtidigt gerne vil udnytte den her tid, til at have vores børn hjemme så meget som muligt fra institution. Når mit primære arbejde er ovre, så prøver jeg også at få i gang i en iværksætteridé, og det er ikke altid at børnene sover særlig godt, så er i perioder oppe 5 gange om natten.. AH! Lidt overvældet. Jeg kunne selvfølgelig bare skrue noget for nogle forventninger.. Men har aldrig lært hvordan man arbejder i et sundt tempo. Det har altid været meget alt eller intet.

Jeg har tidligere haft en semi-alvorlig omgang stress, hvor jeg næsten mistede håret og mit sprog blev helt ødelagt. Heldigvis har jeg siden lært rigtig meget om stress og de signaler man skal lytte efter, og jeg har lige siden godt kunne passe på mig selv, hvis det har taget overhånd. Men det er stadig alt eller intet.

Samtidig så går det jo rigtig godt med min karriere. Jeg er inviteret til "voksenbordet" inden for min branche. Jeg har kun 4 års erfaring, men har adgang til de helt rigtige mennesker, og den erfaring jeg får pga. være omkring dem, er uvurderlig.

Jeg har aldrig rigtig været typen der har kunne lide at stikke næsen frem, og tror egentlig jeg har fået banket sætningen "Du skal ikke tro du er bedre end os andre" så dybt ind i min personlighed, at det er virkelig svært at træde frem. Samtidig, så er det virkelig det jeg ønsker at gøre.

Jeg fået diagnosticeret ADHD for et par år siden, og jeg er nok også et sted på autismespektrummet, så min ageren blandt andre, er heller ikke altid helt nem.

Frem for alt, så ønsker jeg autonomi, og jeg håber at jeg via at være selvstændig på et tidspunkt kan opnå den autonomi.

Da jeg havde mit 8-16 job var det hele ligesom meget forudsigeligt. Gjorde jeg xyz, så ville jeg få mere i løn, få en forfremmelse, og det ville se rigtig godt ud økonomisk og der var ikke særlig meget usikkerhed. Det var selvfølgelig lidt kedeligt, men lige nu er det også angstprovokerende at det hele er oppe i luften på én gang.