Posten havde forsøgt at aflevere et anbefalet brev fra udlandet uden afsender.

Jeg sad i spænding i flere dage og tænkte over hvad det kunne være indtil jeg selv kunne afhente det. Mon jeg har arvet efter en fjern slægtning, eller blevet udsat for identitetstyveri?

Spændingen steg yderligere da jeg fik udleveret brevet og kunne se at det kom fra selveste Vatikanet. Mon de endelig har fået øjnene op for mit potentiale som pave, eller i det mindste fundet den pung som jeg fik stjålet i Rom sidste år?

Desværre. Det var en bare færdselsbøde. Jeg har åbenbart kørt i en lejebil et sted hvor man ikke må køre i bil for over et år siden.

Update fra et liv under de planetære grænser.

Når nu ens livsstil kræver, at alt skal være lidt langsommere, mere jordnært og uden alt for meget forbrug, kræver det lidt ekstra, når jeg skal noget uden for normalen. I dag går turen til Sønderborg. Så op halv fem, "næsten" hjemmedyrket morgenmad med egne æg, tomater, peberfrugt og rugbrød (der i dette tilfælde dog var hjemmebragt madspil fra den lokale). Frokosten og snacks er egne æbler, pære og sandwich af skvalderkål/brændenælde-pesto, salat og tomater. Hjemmelavet energiboost-drik af kirsebær og honning (måske bare en form for kold te). Sluttelig kaffe... Ja, jeg har droppet bygkaffen i 2026, kunne simpelthen ikke klare det mere. Så nu køber jeg med hjælp fra Ønsk.dk øko-kaffe direkte fra bønderne i Sydamerika (cue FB-oraklerne! Hæh).

Selvom jeg skulle op halv fem for at cykle til stationen for at nå et tog til Sønderborg, hvor jeg skulle være kl. 8 (lige landet), og havde lidt travlt med at nå morgenmaden, kom jeg ud af døren uden høretelefoner... Tsk tsk...

Så kan jeg nu her halvandet år efter at have valgt at gå fuldt ind i et liv uden at belaste kloden virkelig sige: Det er, på trods af længere rejsetid, det hele værd!!

I hjemmet skal den mindste i gang med genanvendelige bleer (vi har indtil nu brugt de mest bæredygtige engangsbleer), og det er altid spændende at se, hvor meget vores vask stiger af den grund 😅 Jeg kan da huske, at det kunne mærkes på den mellemste, da der godt kan være en del brugte bleer i løbet af en dag.

Konen er begyndt at tale om, om vi burde skrive en bog, efter vi blev nomineret til klimaprisen. Men jeg er noget i tvivl. Hjemmesiden får jeg ikke rigtigt opdateret længere, og det var aldrig meningen, at vi skulle promovere livsstilen eller lukrere på den. Dertil bøger. Ih. Er det overhovedet bæredygtigt? Hvis den produceres rigtigt, og udfaldet er til det bedre, tja, måske. Måske.

Nu kommer vinteren også så småt, og gasfyret har ikke været tændt siden, tja, tidligt forår. Nu skal jeg begynde at overveje det. Av. Der er heldigvis plads i regnskabet til det, men det gør stadig en smule ondt.

Sluttelig så er jeg selv endelig, næsten... Hah... ovre for afmagten omkring verden, eliten og virksomheders handlinger, kommentarerne, angsten for ungernes anderledes liv og hvordan de/omverdenen tackler den, ja, alt det der følger med. Til gengæld har kapitalismen/algoritmerne/med et skvis adhd... haha... stadig fat i mig ifht. impulsive tanker om at købe. Jeg kan stadig falde i og stå med latterligt stykke tupperware i Netto, eller nyt legetøj til ungerne, eller drømme om en autocamper.

Selv da jeg skulle købe violin, var jeg lige ved at hoppe med og købe en ny...

Det er svært at bryde. 😅

Nok om mig.

Håber, I alle har det godt, især jer der har været nede/er nede i denne tid. Håber, I er på vej den rette vej.

Husk D-vitaminer, det er snart vinter ✨🌻🌞

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor folk ønsker sig bestemte ritualer efter deres død. Fx: jeg vil begraves under dét træ, jeg vil spredes i en norsk fjeldsø osv. Jeg kan godt lidt forstå det. Hvad nu hvis man lever videre på en måde. Måske er tanken om at ligge ved siden af sin familie betryggende.

Men man er jo død, så hvad betyder det? De neurale netværk der er grundstenene i vores perception er nedbrudte. Alt opleven er ophørt. Derfor må udfaldet være uden betydning for en selv? Ja, ved godt jeg er lidt tør.

I sidste weekend spredte vi asken fra et familiemedlem. En meget dejlig og højt elsket mand. En person der kunne se gennem andres indgroede forsvarsmekanismer og se hvad der gemte sig i dybet. En person der hele livet igennem formåede at opdatere sine holdninger så de fulgte med kulturen. Og det mest optimistiske menneske jeg nogensinde har mødt. Går ikke i detaljer, men det er er ret utroligt og inspirerende. Selv da diagnosen uhelbredelig kræft blev stillet, fik han det bedste ud af det: samlede familien og afsluttede på bedste vis.

Og som så mange andre, havde vedkommend ønsker til hvordan asken skulle håndteres osv.

Trods omstændighederne var det en rigtig hyggelig dag. Familien blev efter afdødes ønsker samlet i hyggelige omgivelser. Et sted der både var underholdende for børn og voksne. Er sted hvor man oplever naturens storhed, nådesløshed og smukhed.

Da gik det op for mig, at omstændighederne måske ikke handlede om afdødes ønsker til hvilested, men om hans ønsker til hvordan familien skulle mødes en sidste gang for at sige farvel. Dagen handlede måske slet ikke om ham, men om os. Hans ønsker til os. Eller måske om begge dele.

Har opdateret min holdning. Når tiden kommer, tror jeg også jeg vil have ønsker for den aller sidste dag. Men den skal ikke være for mig. Den skal hjælpe de efterladte.

Hvil i fred svigerfar.

Valheim er blevet opdateret og kommet ud, som ude af beta. Så nu skal der klares achivements og det gøres, I vores tilfælde ved at starte ny server og karakter.

Derudover er uldtrøjs og gaming vejret startet, så snart kan mit kop med katteprint, fyldes igen med varm kakao på kolde dage og regn dage. Mens der læses ind i mellem på inkitt, min metode for at forsøge at få mig selv. Tilbage til at læse igen, måske gider det en dag at snebold rulle ind til bøger igen. Bare så jeg kan se, om der er nogle bøger, der med tiden vil fange min interesse og derved, blive en dårlig undskyldning for en tur til biblioteket.